Træsorter

Vi tilbyder plankeborde i forskellige langtidsholdbare træsorter. Den enkelte træsort har
bestemte karakteristika, som har stor betydning for plankebordets udseende. Derfor giver
vi dig et indblik i, hvad der er kendetegnende for de forskellige træsorter.

Ibenholt

Ibenholt er en dansk fællesbetegnelse for mere end 200 tropiske træsorter. Ibenholt er meget genkendelig på grund af dets sorte kerneved. Træernes forskellige sorte farvenuancer afhænger af, hvor de gror. Ibenholt er især udbredt i Afrika og Asien, og det er et meget kostbart træ. Træets kerneved er tæt og tungt, hvilket gør træet meget hårdt. Når det bliver poleret, får det en flot skinnende glans.

Ibenholt har været en luksusvare siden oldtiden, hvor det var forbeholdt de kongelige. I nyere tid bliver ibenholt anvendt til fremstilling af møbler, de sorte tangenter på et klaver, skakbrikker og skulpturer.

Ahorn

Ahorn er et stort løvfældende træ, der er udbredt i store dele af Europa. Træet kan blive op til 30 meter højt og ca. 150 år gammelt. Træet har en bred afrundet krone, med gråbrun bark, og på de ældre træer skaller barken af i flager. Ahorn bliver i dag betragtet som en værdifuld træsort med gode egenskaber. Træet har ingen kerne, men veddet er lyst med farvenuancer, der spænder fra hvid til lysegul, med få åretegninger.

Det er et hårdt træ, som er holdbart, stærkt og af høj kvalitet. Træet arbejder ikke, når luftfugtigheden ændres, og det er let at bearbejde. De gode egenskaber og den lyse farve gør ahorn til et populært valg, når det gælder indretning

Gran

Gran er en betegnelse, der omfatter ca. 630 arter. De er kendetegnet ved at have nåle i stedet for blade, og bliver derfor kaldt nåletræer.
Derudover sætter de frø i form af kogler. Skovfyr, taks og ene er de eneste nåletræer, som oprindeligt hører til i den danske natur.

Ayous

Ayous er en eksotisk træsort, som er udbredt i Vestafrika. Træet er lyst og kan være elfenben, gylden eller brunlig gul. Ayous vejer ikke meget, og det kan let bearbejdes.
Det bliver ofte anvendt til møbler, bordplader, billedrammer, sauna, musikinstrumenter og æsker.

Ask

Ask er et almindeligt skovtræ i Danmark, og det har sin udbredelse i store dele af Europa.
Træet kan blive op til 40 meter højt og 2-300 år gammelt. Det unge asketræ har en glat bark. Derefter bliver barken skorpet med dybe revner.
Frugten er en nød, der er omsluttet af en vinge. Om sommeren er vingen grøn, men i løbet af efteråret bliver den brun. Vingen gør det let for træet at sprede sine frugter.
I træets struktur er der en tydelig farveforskel mellem det ved, der bliver dannet i foråret og i efteråret. Ligeledes har træet markante åretegninger. Træets farver og struktur får ask til fremstå som et livligt og dekorativt træmateriale.

Lind

Der findes tre forskellige sorter af lind: småbladet lind, storbladet lind og parklind.
Der er ikke stor forskel på de tre sorter, men småbladet lind gror som den eneste sort naturligt i skoven.
Lind er et stort træ, der kan blive op til 30 meter højt og 300 år gammelt. Det har en flot krone, og barken er glat med en rødbrun farve.
Lind er udbredt i hele Europa og trives bedst i skygge. Bladene er hjerteformede, og derfor bliver det kaldt kærlighedens træ.
Når træet bliver tørret, får det en rødlig farve.
Træet har et ensartet udseende. Det er let at bearbejde, fordi træet er blødt.

Iroko

Iroko er et tropisk træ fra Afrika, der kan blive op til 50 meter højt og 500 år gammelt.
Iroko bliver ofte sammenlignet med teak, fordi de to træsorters udseende og egenskaber kan minde om hinanden.

Træet har lysegule, gulbrune og olivenbrune farvenuancer. Iroko har tydelige smukke åretegninger, der med tiden bliver mere ensartede.

Iroko er vanskeligt at bearbejde, fordi det nemt kan splintre, men det har en lang holdbarhed.
Træet er resistent over for svamp- og insektangreb. Derudover er det vejrbestandigt, og har en naturlig beskyttelse mod råd.

Rosentræ

Rosentræ er eksotiske træsorter, som vokser i Østindien, Vestindien, Australien og Brasilien.Rosentræ er en palisanderart, og navnet er opstået, fordi træet dufter ligesom roser, når det bearbejdes.

Den ydre del af træet har en lysegul farve. Kerneveddets farve varierer alt efter, hvilken type rosentræ det er. Det kan være alt fra lyserødt, cremefarvet til sortviolet med gyldne eller mørkerøde åretegninger.

De forskellige farver og mønstre gør træsorten unik og særdeles smuk.
Rosentræ har en lang holdbarhed og er af høj kvalitet.

Bøg

Bøg er det mest almindelige løvtræ i Danmark og Centraleuropa.
Træet kan blive op til 40 meter højt og 350 år gammelt.

De fleste bøgetræer har en glat, grå og tynd bark, som bliver sammenlignet med elefanthud. Gamle træer kan udvikle en tyk skorpet bark.
Bøgen springer ud i begyndelsen af maj, hvor det også får gule blomster. Bøgens frugter er bog, der indeholder små kantede nødder. Nødderne er spiselige.
Træet har et hårdt, tungt og stærkt ved uden harpiks. Når træet bliver fældet har veddet en lys gullig farve, som ved tørring og eksponering af lys bliver mere rødbrun. Det er vanskeligt at se årringe, og derfor ser overfladen ensartet ud. Til gengæld har veddet bøgetræets karakteristiske kommaformede striber.

Mahogni

Mahogni er en fællesbetegnelse for ca. 1000 forskellige mørke og hårde tropiske træsorter. Træsorterne er i dag ikke ægte mahogni, fordi ægte mahogni også kaldet Cuba-mahogni er tæt på at blive udryddet. Det er derfor forbudt at eksportere.
Mahogni er udbredt i Mellem- og Sydamerika, de Vestindiske øer, Afrika og Asien.
Mahogni er meget slidstærkt. Det har et smukt mørkt udseende og er let at bearbejde. Derfor bliver det ofte anvendt til snedkerarbejde.

Den amerikanske mahogni har ved fældning en rødgul farve, som senere bliver til en mørkere rødbrun farve. Veddet har en mere rolig og finkornet tekstur i forhold til den afrikanske mahogni. Mahognien har ofte et stribet udseende.

Sapele

Sapele er et tropisk træ, der er opkaldt efter havnebyen Sapele ved Beninfloden i det sydlige Nigeria. Træet bliver op til 45 meter højt med en lang grenfri stamme. Det tilhører mahogni-familien og vokser i Vest- og Centralafrika.

Træet blomstrer, før der kommer blade på træet, og frugten er en lang kapsel, der indeholder frø.
Sapele er kendetegnet ved, at det har et højt indhold af naturlig olie. Træet har en lyserød farve. Med tiden bliver farven mørk rødbrun ligesom mahogni. Veddet er glansfuldt med tydelige striber, som gør Sapele til en smuk og attraktiv træsort.

Teak

Teak er et tropisk træ, som bliver op til 40 meter højt og vokser naturligt i det sydlige Asien. Derudover bliver træet dyrket i plantager i det tropiske Afrika samt Mellem- og Sydamerika.

Teak er attraktivt på grund af sine mange gode egenskaber og sin smukke varme farve. Træet har ved fældning en gullig eller lysegrøn farve. Når det bliver påvirket af lys og luft, får det sin karakteristiske mørke rødbrune farve. Træet har synlige åretegninger og har et højt indhold af naturlige olier, hvilket gør træet holdbart. Det er vandafvisende samt modstandsdygtigt over for insektangreb og svamp.

Eg

Eg er Danmarks nationaltræ. Det vokser i hele Danmark, og det er udbredt i det meste af Europa. Eg kan inddeles i to arter: stilk-eg og vintereg. De ligner hinanden af udseende. Stilk-eg er den mest almindelige.
Eg bliver op til 35 meter højt og som regel 4-500 år gammelt.

Barken på de unge træer er glat, men udvikler sig til en grov skorpet bark med dybe revner.
Egetræet springer ud i slutningen af maj, med enten grøngule eller røde blomster afhængig af, om det er et hun- eller hantræ. Frugten er agern, som er brune nødder, der ligger i en lille skål.
Egetræet er hårdt, tungt og stærkt. Kerneveddet er gråbrunt med tydelige åretegninger, hvilket bliver anvendt til møbler.
Træet er modstandsdygtigt over for svamp, insektangreb og råd.

KOM I KONTAKT

Dit nye unikke bord er kun ét klik væk

Kontakt Claus Jensen
40 40 77 62 | cj@3wood.dk 

3 + 3 =